Butik Danmark

Vilkår for producenter

1. Formål

Følgende vilkår har til formål at regulere det indbyrdes forhold mellem platformudbyder (Butik Danmark) og forhandlere (producenter).

2. Koncept

2.1

Butik Danmark er en gratis online platform der fungerer både som markedsplads og digitalt udstillingsvindue for producenter med hjemsted i Danmark, der ønsker at sælge egenproducerede produkter af høj kvalitet.

Butik Danmarks mål er at styrke det at handle lokalt ved at gøre det nemt og tilgængeligt online for alle potentielle købere.

Butik Danmark leverer alene en platform, hvor handlen mellem købere og producenter kan formidles. Alle transaktioner sker herved mellem de enkelte forhandlere hver især og slutbrugerne (køberne).

3. Forhandlere

3.1

Alle forhandlere, der benytter Butik Danmarks platform, skal opfylde følgende krav:

  • Have adresse i Danmark
  • Være fyldt 18 år
  • Have eget CVR-nummer

3.2

Alle produkter, der sælges af forhandlere på Butik Danmarks platform, skal være forhandlernes egne designs. Produkterne skal være af forventeligt god kvalitet.

Butik Danmarks platform kan ikke benyttes til videresalg af andre producenters produkter.

Butik Danmarks platform kan ikke benyttes til salg af tjenesteydelser.

Et eventuelt ansvar for salg af fødevarer kan ikke rettes mod Butik Danmark, idet den enkelte forhandler er ansvarlig for overholdelse af relevant lovgivning.

3.3

Alle forhandlere er ansvarlige for at sikre, at salget af selve varen, opslag på Butik Danmarks platform, eller anden aktivitet i forbindelse med salg af produkter på Butik Danmarks platform sker i overensstemmelse med god skik.

Det forventes at forhandleren prissætter dennes varer på en måde der afspejler salgsprisen af samme produkter andetsteds.

Forhandlerne er yderligere i forbindelse med enhver vilkårlig aktivitet på Butik Danmarks platform blandt andet ansvarlige for at sikre, at de:

  • Ikke krænker immaterielle rettigheder eller andre rettigheder tilhørende en fysisk eller juridisk person
  • Handler i overensstemmelse med gældende lovgivning i Danmark
  • Ikke udviser falsk, upålidelig, vildledende, anstødelig eller nedsættende adfærd
  • Ikke anvender materiale af pornografisk karakter
  • Ikke handler med ulovlige varer

Butik Danmark forbeholder sig retten til at lukke enhver forhandlers profil, hvis det bliver Butik Danmark bekendt, at der ikke handles i overensstemmelse med ovenfor nævnte retningslinjer.

4. Betaling

4.1

Butik Danmark benytter systemet "Stripe Connect" som betalingsløsning ved checkout. Systemet leveres af Stripe, Inc. Stripe Connects vilkår og handelsbetingelser er gældende for alle transaktioner foretaget via Butik Danmarks platform.

4.2

Alle betalinger sker formelt mellem forhandler og slutbruger.

Betaling fra slutbrugeren til den pågældende forhandler overføres via Stripe Connect. Stripe, Inc. trækker et transaktionsgebyr ved hvert salg. Yderligere trækker Stripe, Inc. et gebyr fastsat af NETS og/eller MobilePay for brug af deres ydelser. Butik Danmark overfører derefter det endelige beløb til den pågældende forhandler. Forhandlere modtager løbende betalingsoversigter fra Stripe, Inc.

Butik Danmark tager ingen procenter eller gebyrer af salget hos den enkelte forhandler. Det er helt gratis at oprette og drive en butik på Butik Danmarks platform.

Vi anbefaler den enkelte forhandler at tage højde for gebyrerne, når de fastsætter deres produktpriser.

Gældende satser er:

MobilePay: 1,5 % af salgsprisen + kr. 2,80

Betalingskort (NETS): 1,5 % af salgsprisen + kr. 1,80

Satserne ovenfor er fastsat af Stripe, Inc. og kan ændres af dem. Aktuelle satser fremgår altid af Stripes egne vilkår og betingelser.

4.3

Stripe, Inc. opkræver på vegne af MobilePay et fast gebyr på 35 DKK pr. måned. Gebyret aktiveres første gang der sker et salg via MobilePay i den pågældende måned og opkræves kun én gang uanset antal salg.

5. Levering og returnering

5.1

Den enkelte forhandler er pligtig til at afholde alle udgifter i forbindelse med levering og returnering af varer der er solgt til slutbrugeren.

Butik Danmark afholder ingen udgifter i tilknytning hertil.

Butik Danmark kontrollerer ikke, om henholdsvis forhandlere leverer varen og om slutbrugere betaler for varen. Butik Danmark fralægger sig herved ethvert ansvar i forbindelse med forhandlers levering af solgte varer samt slutbrugers betaling af leverede varer.

6. Refundering

6.1

Ønsker en slutbruger at få et køb refunderet, skal henvendelsen rettes til den pågældende forhandler. Godkendes refunderingen, trækkes beløbet fra forhandlerens Stripe Connect-konto. Stripe-gebyret betalt i forbindelse med det oprindelige køb refunderes ikke til forhandleren og er derfor en tabt udgift.

Er der ikke midler hos den pågældende forhandler til at dække refunderingen, vil forhandleren modtage et mindre beløb ved næste slutbrugers køb, hvorved Butik Danmarks refundering dækkes.

7. Mangler

7.1

Alle mangelsindsigelser skal rettes mod den enkelte forhandler, da mangler og misligholdelse udelukkende er et anliggende mellem forhandleren og slutbrugerne.

8. Ansvar

8.1

Butik Danmark kan ikke stilles til ansvar for så vidt angår mangler ved købte genstande, forsinkelse ved levering eller andre indsigelser, der måtte gøres gældende af de enkelte slutbrugere.

Forhandlere anerkender ved brugen af Butik Danmarks platform, at Butik Danmark ikke påtager sig ansvaret for forhandlers adfærd i de handler, eller for de varer, som forhandleren udbyder til salg eller levering.

Butik Danmark er derudover ikke ansvarlig for den adfærd eller ageren, en forhandler måtte udvise på Butik Danmarks platform.

9. Afslutte eller producentside i bero

9.1

Forhandlere kan til enhver tid afslutte deres tilknytning til Butik Danmarks platform til udgangen af en måned. Opsigelsen sker ved at udfylde formularen under ens brugerprofil i baglokalet, hvorfra forhandleren administrerer sin butik. Ved afslutning slettes alt tilgængelig data om forhandlerens butik fra Butik Danmark. Forhandleren modtager en kvittering for gennemførelsen fra Butik Danmark.

9.2

Forhandlere kan til enhver tid vælge at sætte deres producentside på Butik Danmarks platform i bero. Ved at sætte producentsiden i bero, bliver forhandlerens producentside og tilknyttede produkter deaktiveret, og de vil derved ikke længere være tilgængelige eller synlige på Butik Danmarks platform.

Forhandlere kan genaktivere sin producentside på et senere tidspunkt. Gøres det ikke inden for en periode på 24 måneder startende fra udgangen af den måned, hvor producentsiden sættes i bero, vil forhandlerens data blive slettet.

10. Butik Danmarks brug af oprettet indhold

10.1

Ved oprettelse af en butik på Butik Danmarks platform accepterer forhandleren, at Butik Danmark har ret til at anvende forhandlerens uploadede materiale — herunder billeder og videoer — i kommercielle sammenhænge, eksempelvis til annoncering på sociale medier som Facebook og Instagram samt på Butik Danmarks hjemmeside og app.

11. Misbrug og kopiering af platformens indhold

11.1

Forhandlere må på intet tidspunkt i forbindelse med deres anvendelse af Butik Danmarks platform kopiere eller misbruge platformens indhold.

Forhandlere anerkender herved, at alle ophavsrettigheder, varemærker og andre immaterielle rettigheder til og vedrørende Butik Danmark ejes af Butik Danmark, og at der ikke uden Butik Danmarks samtykke må gøres brug heraf.

12. Ophævelse af samarbejde

12.1

Butik Danmark forbeholder sig retten til at ophæve en forhandlers tilknytning til platformen, som er eller forekommer at være i strid med vilkår for brugen af platformen eller gældende lovgivning.

Herunder forbeholder Butik Danmark sig retten til at ophæve en forhandlers tilknytning, såfremt der er givet falske registreringsoplysninger, sket misbrug af Butik Danmarks tjenester, eller hvis Butik Danmark vurderer forhandler som uønsket.

12.2

Forhandlere, hvis tilknytning er ophævet, må ikke tilmelde sig Butik Danmarks tjenester på ny uden forudgående samtykke fra Butik Danmark. En sådan oprettelse resulterer i ophævelse på ny uden forudgående varsel.

13. Kontakt

13.1

Butik Danmark kan kontaktes på:

Butik Danmark Dianavej 25 2610 Rødovre CVR-nr: 37 14 59 39 Telefon: 26 18 14 63 Mail: mail@butikdanmark.dk